Forside Takt: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12

Takt 8 fra romanen "Blues i 12 takter"

af Søren Ulrich Pedersen

Gå til side: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

 

Side 1: Næste side Gå til Top




Takt 8


Digterstank


  I fuld synlighed stod en ældre mand med langt hår og skæg ved
busstoppestedet og kradsede sig i skridtet. Han var iført tøj i en
mørk udtværet nuance og slidte sandaler. Fødderne var møgbe-
skidte med lange sorte negle. De lignede hænderne. Den ældre
mand blev ved med at kradse til han var tilfreds og steg først da
op i bussen. Naturligvis nærmede han sig Fullerton og den le-
dige plads. Og lige så naturligt faldt han ned på sædet.
- Ubekvemt, stønnede han.
  På dette tidspunkt var Fullerton begyndt at mærke den første
bølge af kvalmende ja, bedøvende lugte fra sidemanden. Fra
mørke tænder kom en ånde der kunne smelte sten. Den skar i
Fullertons hud og han holdt vejret til han var ved at besvime.
  Manden vendte sig mod Fullerton. De grå øjne lyste med en
påtrængende glød.
- Jeg er digter og filosof med en stor forbandelse i mit liv.
  Han stirrede intenst på Fullerton og fortsatte.
- Jeg kan få alt udgivet under pseudonym, men intet under mit
eget navn.
  Fullerton måtte nu ånde ud og spurgte både for at glemme og
for at dække over sin anstrengte vejrtrækning.
  Mod bedre vidende.
- Hvorfor ikke?
- De finder mit eget navn anstødeligt. Det er dog givet mig af
mine forældre.

Side 2: Forrige side Næste side Gå til Top

- Et navn kan vel ikke være anstødeligt.
- Det er netop mit argument.
  Fullertons næse var nu i en permanent tilstand af overload.
- Hvad hedder du?
- Penis Vulva.
  Manden så udtryksløst på Fullerton.
- Hedder du Pik Kusse?
- Det står der på min fødselsattest.
  Fullerton glemte kun næsten den forfærdelige møddingeduft.
En ram lugt af oldgammel sved deltog nu i løjerne og hans øjne
begyndte at danne tårer. Han havde ingen lyst til at grine.
- Dit liv må have været svært med den forbandelse.
- Ja en evig lidelse.
  Mandens ansigt var stramt.
- Hvad vil du gerne kaldes?
- PV.
- PV? Godt, sagde Fullerton og anede ikke hvad han skulle
bruge den information til.
- Hvad hedder du?
- Fullerton.
- Du har vist haft dit eget besvær.
- Jo tak.
  PV satte sig bedre tilrette og pumpede dermed en ny giftsky i
snuden på Fullerton.
- Hvad skriver du, PV?
- Nøjagtig det jeg har lyst til. Romaner, skuespil, noveller, digte
og kulørte løgnehistorier.
- Hvilke navne er du udgivet under?
- Stendahl, Falkner og Hemmingway!
  PV stirrede udfordrende på Fullerton, der nøjedes med at
nikke.
- Hvad er dine temaer?
- Sex og vold.

Side 3: Forrige side Næste side Gå til Top

- Hvad med kærligheden? Hvad med naturen?
- Ja, sex og vold.
  Den bliver tung, tænkte Fullerton og mærkede næsehårene
krølle ved en særlig turbulent hvirvel af urinlugt. Med underduf-
te af noget han helst ikke ville vide.
- Kan du leve af dit skriveri?
- Naturligvis.
  Manden stirrede udfordrende.
- Så du behøver ikke at arbejde?
- Kun for sjov. Sidste sommer var jeg blind maler på Costa del
Sol. Jeg solgte alt hvad jeg lavede. Desværre fik jeg jo aldrig set
mine værker. Jeg havde klude for øjnene.
- Har du noget job i øjeblikket?
  Fullerton var lige ved at smile, men blev så ramt nedefra af den
næsten dræbende stank fra mandens fødder.
- Jeg passer nogle gange på biler i ambassadekvarteret.
- Hvordan det?
  Fullerton hostede, men det hjalp ikke.
- Når en dyr bil parkerer fortæller jeg, at det ikke vil være mu-
ligt at garantere for bilens stand uden et mindre vederlag.
- Det er jo afpresning.
- Det virker rigtig godt, men det er ulovligt siger du?
- Det vil jeg tro.
  Fullerton fik en tanke, men turde ikke kigge efter i mandens
hår. Krybdyrhjernen havde overtaget og hans sind drejede rundt
i et fortidigt duftunivers. Afføring, sved og simpel råddenskab.
For at bevare sin civilisation spurgte Fullerton sin sidemand.
- Hvad skriver du på for tiden?
  Lyset glimtede i PV's øjne. Han samlede vilde tråde i sit skæg
og hev i dem.
- Jeg er ved at skrive en historie om to unge forbrydere. Det
lykkes for dem at tatovere et slogan på ryggen af vort lands
statsminister.

Side 4: Forrige side Næste side Gå til Top

- Hvad skriver de?
- Husk Dannevirke.
- Husk Dannevirke? stønner Fullerton i en kvalmebølge.
- Ja, en af dem har et leksikon.
   En ny lugt markerede sig. Først lidt senere kunne Fullerton
identificere lugten som horn. Det må være hans hår, tænkte
Fullerton og drømte om at stå i en efterårsstorm.
- Den anden bliver gift med statsministerens kone. Hun er træt
af utroskab og vil gerne leve anstændigt.
- Hvad ender historien med?
- Det er en hemmelighed er jeg bange for, men vi kan jo tale
om et af mine tidligere værker, hvis du ønsker.
  Fullerton var i færd med at udvikle en åndingsmetode, der
kunne undgå de værste gasangreb og havde ikke hjerne til at
protestere. Han opfattede ikke at bussen nærmede sig Nørrebros
Runddel.
- For år siden skrev jeg en historie om et søm i Canada, der var
årsag til otte mord og en ildebrand. Temaet var naturligvis kon-
sekvenser, men historien kom nærmere til at handle om friheden
til at ændre andres skæbne. At gøre statistikken levende. Men
jeg får en idé. Tag med hjem og se nogle af mine bøger. Jeg bor
lige herhenne.
  Fullertons behov for fri vejrtrækning var nu så akut at han ville
have skudt sig selv for en lungefuld ren luft. Da bussen stop-
pede ved Runddelen vaklede han ud. Den første rene indånding
var som at blive født som konge. Mange af duftene hang stadig i
luften men i betydeligt svagere udgaver.
- Denne vej sagde PV og trak Fullerton op af Prinsesse Char-
lottesgade. De gik ind i en port og over en gård. Fullerton var i
en behagelig overiltet tilstand og havde ingen selvstændig
viljestyrke. De gik ned ad en kældertrappe og hen af en lang
mørk gang. Der efter op i en anden gård og hen til en lille trappe
op til en dør med afskallet maling. PV trak i en mursten og

Side 5: Forrige side Næste side Gå til Top

døren lukkede op. De gik ind og døren gik stille i bag dem.
  Fullerton var forberedt på det værste, men enten var hans
lugtesans delvist lammet eller også var der ikke den samme for-
urening i PV's hjem som omkring hans person.
  Og svagt meldte sig anderledes dufte. Behagelige blomster- og
krydderdufte. Milde æteriske olier og kaffe fra mange lande.
  Fullerton var særdeles forvirret. Hans værdisystem fejlede. Det
var ikke muligt at placere PV i en kendt kategori og nu væltede
indtryk igen ind over ham. Denne gang visuelle.
  Det ene store rum efter det andet foldede sig ud med enorme
reoler pakket med bøger og papirer og hylder fyldt med gen-
stande fra gipsafstøbninger til hvad der måtte være organiske
installationer. Mest overraskende var belysningen. Fullerton så
sig omkring på hundredevis af små og store lamper. Der var
lampetter og standerlamper. Projektører og spotlights og mange
indirekte lyskilder. Tilsammen gav de en gylden stemning som
baggrund for de mange fixpunkter i rummene.
  Ved at holde sig lidt på afstand af PV var Fullerton nu blevet i
stand til dæmpe duftpåvirkningen. Ikke at det hjalp ham meget
for synsindtrykkene væltede ind over ham i en mængde han ikke
kunne nå at bearbejde. I et stort rum med en fantastisk ovenbe-
lysning fra moder sol stod lange borde med computere og alt
tænkeligt tilbehør.
- Jeg sætter lige noget musik i gang.
  Fra utallige højttalere kom en overjordisk hvisken af et meget
stort blandet kor. Langsomt kom stemmerne ind. Langsomt steg
harmonierne. Beroligende.
- Nu skal jeg finde nogle nyere bøger, sagde PV og forsvandt.
  Fullerton gik hen til en væg med opsatte tekster.
  Halve, hele og kvarte stumper af litterære ideer. Første afsnit
af en stor roman, slutlinier til et eksistentielt digt, Fire titelfor-
slag. En beklagelse. Nogle indrammede linier trak hans øjne til
sig. Hans så på næste side:

Side 6: Forrige side Næste side Gå til Top



LIBRE - et tilbud til kunstneren
---------------------------------------------------------------

1. Værket må eksperimentere
2. Alle former må bruges
3. Alt indhold må bruges
4. Form og indhold må styrke hinanden
5. Værket må manipulere stærkt
6. Værket må være oprigtigt


  Tjah, tænkte Fullerton - det giver dog nogle muligheder. Hans
tanker blev et lille stykke tid hos de seks linier. Han nikkede lidt
ind i mellem og trak derefter på skuldrene inden han igen lod
sine øjne fortsætte deres opdagelser.
  En tegning hang skævt. Det viste sig at være med vilje. En
vulkan i udbrud set skråt fra oven. I en bestemt afstand så
Fullerton pludseligt lige ned i vulkanens brændende dyb. Han
sprang forskrækket tilbage. Han kunne lugte PV var i nærheden
og vendte sig om. Ved siden af PV stod en gråhåret kvinde i
servitriceuniform.
- Sæt dig, sagde PV og slog ud med hånden. - Beate har bagt.
Drikker du vin?
  Fullerton satte sig og skottede mistænksomt til Beates hygi-
ejne, men den var ulastelig. Hun begyndte at sætte tallerken og
glas fra et rullebord over på et marmorbord med to behagelige
stole. Hun så på ham og han anede en kontrolleret sjæl i de
mørke øjne.
  PV satte sig på den anden stol og fulgte forventningsfuldt
Beates hurtige bevægelser. Snart stod der et bord med fyldte
vinglas og tallerkener med trekantede stykker tærte. PV gik med

Side 7: Forrige side Næste side Gå til Top

det samme i gang. Han spiste med fingrene og gav højlydt
udtryk for sin nydelse. Fullerton stirrede på sin tallerken og
derefter på Beate. Hun nikkede langsomt så han begyndte at
spise med sin sølvgaffel. Smagen var overraskende mild og sød.
Han tog en slurk vin. Uhm.
  Beate nikkede kort og gik.
  Fullerton spiste videre indtil han vendte tilbage fra en tanke-
række. Omgående slog stanken af PV ind over Fullerton i en
tzunami. Han drak grådigt af sit glas og lykkedes på den måde at
holde det allerede slugte tærte nede.
  PV havde tilsyneladende ikke bemærket noget. Han sad netop
nu og tømte et helt glas vin i store slurke.
- Udmærket, sagde han og ræbede.
  Igen opstod en trang til at klø sig i skridtet. PV fulgte impulsen
og kløede sig i skridtet. Så bøjede han sig og tog en bog fra en
bunke han havde smidt på gulvet.
- Her er en på sanskrit. Den skrev jeg da jeg var 24.
  Fullerton åbnede bogen og beundrede de smukke tegn.
- Hvad handler den om, spurgte Fullerton og mærkede tærten
rumle.
- Det er vist om en ung prins, der får al magt i verden mod at
miste sit syn.
- Går det ham godt?
- Næh, han bruger sin magt til at få synet tilbage og så mister
han magten.
- Og kun hvis han mister sit syn..
- .. får han magten tilbage.
  Fullerton prøvede at finde en hage ved historien, men maven
rumlede og han kunne ikke koncentrere sig.
  PV så spørgende på ham.
- Nej vel, sagde han og smilede med de sorte stumper. For sent
trak Fullerton sig tilbage fra dampen af  rådne fisk.
- Må jeg høre et digt, hostede han.

Side 8: Forrige side Næste side Gå til Top

  PV's øjne lyste. Han bøjede sig mod bunken og slog en
rabalderfis. Han rømmede sig og tog en anden bog og begyndte
at bladre i den. Så stoppede han og nikkede. Han læste højt med
en mørk gennemtrængende stemme, der fik hver stavelse til at
lyde tydeligt i rummet.
  Ordene gled i rytmiske kadencer ind i Fullertons abstraktions-
univers som kvanter af mening, der samledes til stadigt større
indsigter.


Sandhed

en engel nødlandede
i en busk i nat
det skarpe lys
vækkede en ugle

uglens tuden
blev af naboen
forvekslet
med englekor

jeg blev
ikke narret
og fortalte
ham sandheden

han spyttede på mig
som han plejer


  PV lukkede bogen og sad stille et øjeblik inden han så op.
- Hvad synes du?

Side 9: Forrige side Næste side Gå til Top

- Fantastisk. Jeg forstår det så godt at man skulle tro jeg var
påvirket.
- Øhh, fik jeg ikke sagt at der var svampe i tærten.
  PV så overrasket og beklagende ud.
- Hvilke svampe, spurgte Fullerton og mærkede huden dirre.
- Svampe fra hele verden med velværeskabende effekt. Slap af
og nyd det. Det varer i 12 timer.
- 12 timer, skreg Fullerton forskrækket.
  Han tænkte fremad og blev derefter sørgmodig. Ingen eller
intet i verden krævede hans eksistens i de næste 12 timer. Så
han kunne lige så godt sætte sig tilbage og nyde turen.
- Det er OK, sagde han.
- Skidefint, råbte PV. - Jeg har tusind ideer. Lad os starte med
at tegne på landkort!
  Han sprang op.
- Nej for helvede! Lad os slå på tromme.
  PV trak Fullerton ind i et lyst lokale med utallige trommer.
  2 timer senere vaklede Fullerton ud af rummet igen. Han havde
været på rundrejse i trommeland og hans hænder snurrede af de
over 10.000 slag. Han følte sin kreative sult stillet og ønskede
nu kun at slukke en brændende tørst. PV overhalede ham og
viste vej til et bord med drikkevarer. Fullerton drak grådigt
noget sort sukkervand med brus. Han ræbede hårdt og smagte
svampe.
  PV nikkede anerkendede.
  Fullerton noterede sig PV's dufte som man registrerer at det
snart er vinter og kunne nu mærke dem uden at gå i chok. Han
fandt ikke duftene behagelige, men accepterede dem efter-
hånden som en del af miljøet. Hans tanker var lette og han
spekulerede overfladisk på betydningen af stanken. Var den
udtryk for PV's syn på sig selv? Eller var stanken et kunstnerisk
udsagn?
  Han så på PV, der smilede bredt med de sorte stumper.

Side 10: Forrige side Næste side Gå til Top

- Tænker du nu igen på årsager i stedet for muligheder, spurgte
han.
- Naturligvis, sagde Fullerton og bemærkede kun delvist den
kolosale vind PV trykkede af.
- Skal vi se nogle pornofilm, råbte PV begejstret og viftede med
de sorte hænder. Men så stoppede han op.
- Nej!! Nu ved jeg det!
  PV trak en tålmodig Fullerton ind igennem nogle mindre rum
med fotos og ind i et stort rum med lavt til loftet og meget
dæmpet belysning. Nogle stole og nogle store skærme var de
eneste genstande, man kunne se.
- Sæt dig. Der er møde i finansudvalget.
  PV satte sig og trykkede på et panel på det ene armlæn.
  Finansudvalgets lokale tonede frem i lavt fugleperspektiv.
Formanden talte og Fullerton skulle ikke lytte længe før han
indså at en betydelig rævekage var ved at blive bagt.
- Hvordan har du fået anbragt det kamera?
- Jeg måtte opfinde en måde at affyre et kamera fra et robotfly.
- Og hvor har den robotflyver været, spurgte Fullerton mens
tankerne ræsede rundt om de utallige steder han kunne tænke
sig at sende en sådan flyver.
- Alle de interessante steder jeg kan komme i tanke om.
- Dronningens soveværelse?
- Nahnmm.
- Bestyrelseslokaler?
- Det er dyrt at bo her, sagde PV og slog ud med hænderne.
- Hvad med operationsstuer?
- Jeg lider af en enorm nysgerrighed. Den er formodentligt
medfødt.
- Hvad er det mest interessante du ser?
- De redaktionsmøder, hvor der bliver taget stilling til min
kunst. Det er uhyrlige udsagn jeg hører. Ukyndige der uden
skam opløfter sig til dommere i en retsal uden regler og afleve-

Side 11: Forrige side Næste side Gå til Top

rer deres sølle smerte som ondsindet og overfladisk kritik af
mine værker.
  PV havde rejst sig og stampede rundt. Hans lugte blev accen-
tueret af hans ophidselse og dannede små synlige skyer der
udgik fra hans ærmer og halsåbning. Fullerton vejede et ton og
havde netop ved enorm viljestyrke kræfter til at stirre på
skærmen.
- Kan vi se noget andet?
- Hvad med et skænderi, spurgte PV. - Jeg har mange hundrede
muligheder. Lad os søge efter et der lige er startet.
  Klippene flimrede på skærmen og stod så stille i et nyt køkken,
hvor en mand og en kvinde sad ved et bord og drak kaffe.
- Har du talt med Nielsen om det køleskab?
  Kvindens stemme var en smule spændt. Manden svarede med
lige dele vrede og undren.
- Hvaffor et køleskab?
- Du lovede at høre om han har et nyt skab med frys. Har du
glemt det! Det betyder så meget for mig!
- Hvad er der galt med det gamle skab?
- Det har vi jo talt om! Du indrømmede vi manglede en fryser.
Du ville lave isterninger.
- Til mine øl?
- Nej, du sagde du ville drikke isvand.
- Var jeg fuld da jeg sagde det.
- Det ved jeg ikke.
- For jeg kan ikke huske det.
- Du  e r  ligeglad med mig.
  Hendes klagende stemme fadede ud da PV rørte panelet. Han
stønnede af væmmelse. De prøvede et par andre skænderier.
Men enten var de ved at klinge af eller så ville de ikke komme i
gang.
  PV så på sit ur.
- Jeg har noget andet du skal se. En sagsbehandler fra XYZ

Side 12: Forrige side Næste side Gå til Top

kommune. Hun er simpelthen utrolig.
  PV trykkede på panelet og et kontor på fattighjælpen tonede
frem. Sagsbehandleren var en kvinde på næsten 30 med lyse-
blondt skinnende hår og store blå øjne. Hun var dyrt klædt og
sad nu og udspurgte en jævnaldrende k uden at se på hende en
eneste gang. Klienten sad foroverbøjet på stolen  og vred sine
hænder. Ved siden af hende stod en fyldt babylift. Hun flyttede
rundt på fødderne og svarede med dæmpet stemme. Lidt efter
vendte sagsbehandleren sig væk fra skærmen og så ud af
vinduet..
- Hvad vil du egentligt.
- Jeg har brug for en plads til Nicolai ellers mister jeg mit ar-
bejde. Mester er flink men han kan ikke lave det hele alene og
jeg kan ikke blive ved med at tage Nicolai med. Der er også så
koldt i bagbutikken. Er der ikke noget med at I kan skaffe en
plads når det virkeligt behøves?
- Det ved jeg ikke, sagde sagsbehandleren.
- Jamen, jeg har da hørt at nogen har fået en plads for ikke at
miste deres arbejde.
- Vi har andet arbejde. Du kan henvende dig på arbejdsformid-
lingen.
- Jamen jeg er så glad for det her. Mester er virkelig flink.
- Hvor flink er han? Giver han dig penge ved siden af lønnen?
- øøh, nej det gør han ikke.
- Kommer han med upassende tilbud til dig?
  Sagsbehandleren greb en blok og en pen.
- Hvad hedder han? Hvad er hans privatadresse?
- Jamen stop. Jeg vil bare have en plads til Nicolai.
- Hvor stor chance tror du selv der er for det?
  Fullerton kunne ikke klare mere. Han havde kvalme og bad PV
om at finde noget sjovere. PV kradsede sig i skridtet og
Fullerton vidste, at nu tænkte PV.
- Noget sjovt....
  PV stak en finger i næsen.
- Noget sjovt....

Side 13: Forrige side Næste side Gå til Top

  PV trak fingeren ud af næsen og så på fangsten. Han rystede
på hovedet og tørrede fingeren i armhulen. Han stak igen finger-
en i næsen, men så nu ud i verdensrummet. Fullerton mærkede
en utålmodighed og reagerede på den.
- Hvad med revyforfatterens værksted?
- Forfattere er de kedeligste mennesker at iagttage.
- Hvad med et prøverum for store størrelser? Nej, glem det.
  PV trak en telefon frem og talte lidt i den.
- Beate foreslår at vi sætter os med lidt sprut og taler sammen
om noget der er væsentligt for os. Tør vi det?
  Fullerton og PV stirrede på hinanden.
- Måske hvis der er sprut nok, sagde Fullerton.
- Tør du prøve uden?
  Fullerton tænkte sig om. PV stod helt stille. Måske for at ikke
at forstyrre gæsten med en opmærksomhedskrævende gassky.
- Jeg tvivler, men tør godt prøve.
  PV viftede med hænderne og smilede. Han satte sig ned og hev
langsomt i skægget.
- Bliver det en samtale eller en kamp, spurgte Fullerton.
- Det bliver en samtale.
  PV bøjede sig langt forover og begyndte at pille ved sine tæer.
Fullerton mente at hans lugtesans var blevet skarpere. Stanken
fra PV's kloakker slog hans næse som en svirpende gren i
skoven og han undrede sig for tusinde gang.
- Skal vi åbne med en spørgerunde. Alt er tilladt.
- Skyd, siger Fullerton.
- Elsker du din mor og far?
  Som en gammel mine der falder sammen. Følelser i panik og
kaos. Kontrollen væk. Desperat. Forsøg.
- Det ønsker jeg ikke at svare på nu.
- Så stil mig et spørgsmål, sagde PV.

Side 14: Forrige side Næste side Gå til Top

- Elskede din far og mor dig?
  PV fik en jaget udtryk i de blå øjne. Han hostede og trak sig
sammen. En skarp syrlig lugt af angst blandede sig i lugtkako-
fonien. Fra hans mund kom klagende lyde af undertrykt lidelse.
- Måske skulle vi lave noget andet, sagde Fullerton.
- Det er nok en god idé.
  De sad lidt og gloede. Så bøjede de sig samtidigt frem og tog
deres glas. Fullerton drak gult sukkervand med brus.
- Må jeg høre et digt.
  PV rettede sig ud og rodede i sine bøger.
- Her er et, sagde han og begyndte at læse. Fullerton blev mere
rolig og lagde mærke til hvert ord.


Isen

med hånden følger jeg
universets inderside
og mærker stoffet give efter
som nyisen giver efter
for børnenes vægt

jeg knytter hånden
og slår takkede huller
ind til det næste univers
mens børnene drukner
i det sorte vand

jeg presser min tomme hånd
mod intetheden der lyser
som den blege sol lyser
på børnenes ansigter
tæt under isen

Side 15: Forrige side Næste side Gå til Top

  Fullerton kunne godt lide rytmen og strukturen og billederne
var tydelige. Det sagde han til PV, der sukkede og forsøgte at
lade som ingenting. Fullerton fandt let et par andre positive
kommentarer og det var tydeligt at PV havde det fantastisk. Han
rejste sig og vandrede rundt. Han rakte hænderne mod himlen
og råbte:
- Livet er fantastisk.
  Han stod pludseligt helt stille midt på gulvet. Åbenbart var en
tanke dukket op, der krævede hele hans opmærksomhed. Hans
blik var indadvendt og hans hænder viftede afværgende.
- Måske...
  Det så ud til at han besluttede sig for han vinkede ad Fullerton,
der rejste sig og fulgte efter. De gik længe og kom til helt nye
rum. PV stoppede pludseligt og stod stille foran et gardin der
hang på væggen. Han trykkede på en knap og gardinet kørte
lydløst væk. Gennem en tyk rude kunne man se ind i et dæmpet
belyst rum, der mindede Fullerton om en intensivafdeling.
  I store kuvøser lå to ufatteligt gamle mennesker. En mand og
en kvinde. Begge langt over hundrede år. En kvinde i hvid
uniform stod ved den ene kuvøse og skiftede droppose. Hun så
hurtigt op og vinkede til PV inden hun fortsatte med sit arbejde.
Fullerton mærkede hårene stritte i nakken.
- Hvem er de mennesker, spurgte han.
- Det er min far og mor, sagde PV og kiggede væk.
- Er de i live?
  PV så bestyrtet på Fullerton.
- Ja, det er de da. Jeg kan ikke undvære dem.
  Fullerton var virkeligt rystet.
- Kan du tale med dem, spurgte han.
- Hvis jeg ønsker det.
  PV sukkede og igen dukkede den syrlige lugt frem.
- Hvorlænge er det siden du sidst talte med dem?
- Det er 41 år siden.

Side 16: Forrige side Gå til Top

  Fullerton blev bange. Han stirrede på PV, der med øjnene råb-
te på forståelse for det uforståelige. Men Fullerton var nu igen i
tankekaos. Stumper og dele af meninger og indsigter hvirvlede
rundt og først da han holdt fast i et princip blev han rolig.
  Princippet er at mennesker gør det de mener er nødvendigt.
- Hvad vil du sige til dem, spurgte Fullerton.
- Jeg vil spørge dem, hvor meget de elsker mig.




























 

Blues i 12 takter af Søren Ulrich Pedersen